Sorghjælp er huskehjælp - hvordan trøster vi hinanden, når vi mister.

Det er ikke ualmindeligt, at vi tror, at det at trøste betyder, at få den sørgende til at holde op med at sørge. Men det har ikke meget med trøst at gøre. Hvis man er ked af det, vred eller fortvivlet, så er der ofte en god grund til det. Det føles ikke spor hjælpsomt, når nogen vil fortælle en, at det ville være meget bedre for en, hvis man ikke havde disse følelser. Den virkelige trøst handler om, at man kan få lov til at være lige nøjagtig så ked af det, så vred eller så fortvivlet, som man er. Det handler om, at nogen vil være sammen med mig, dér hvor man er, ja, nogen vil lægge ører og øjne til det, der er svært for mig lige nu, og at de ikke lader sig skræmme væk af mine følelser.

Vi skriver ikke et menneske ud af vores liv, fordi det dør, og biologisk død er ikke det samme som eksistentiel død. Sorgen er ikke kun en fortælling om den, vi har mistet, men i ligeså høj grad om det, vi aldrig kan miste. Derfor er sorghjælp netop huskehjælp. 

Foredraget vil udfolde denne tanke og tage et opgør med tanken om, at sorgen er et individuelt psykologisk problem, der har en løsning og en afslutning.