Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

De gamle og det nye

De gamle og det nye


# Ukategoriseret
Udgivet af Hanne Bohr, søndag d. 27. december 2020, kl. 01:11

Det er trist, at kirken er lukket, jeg savner, at vi kan være sammen der, det ved jeg, der også er andre der gør, men det er godt, at vi ikke behøver at være bange for smitte i kirken.

Jeg har skrevet en lille prædiken sammen til julesøndag, den handler ikke meget om Corona, det var svært at finde det i teksten, og jeg holder af teksten som den er, jeg har læst den ind, hvis nogen heller vil lytte.

http://konfirmanderd4s.dk/lyd/...

Dagens tekst er fra Lukas evangeliet kapitel 2 vers 25-40.

Lukas skriver:

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

For mine øjne har set din frelse,

som du har beredt for alle folk:

Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Lukasevangeliet 2,25-40

De gamle og det nye

Man hører tit, at julen er børnenes fest, det er den på mange måder, børnene synes det også. I julen fejrer vi alle børn sammen med den nyfødte Jesus, som var barn ligesom dem, ligesom vi alle var en gang, og det er bare med at slippe det indre barn løs, være barn med børnene.
Glade jul.

Julens fortælling er bestemt meget mere børnevenlig end påskens, altså i hvert fald indtil 2. juledag, hvor budskabet tager en voldsom drejning.

Som Maria fint skrev det i sin refleksion til i går: "Det var en nat med fred, men den endelige fred var det ikke."

Nej det var det ikke, men en nat med fred var det.

Men måske er julen aller mest de gamles fest.

De er de mest tålmodige, og de kender livet.

Nu er barnet født.

Den lyse fredens nat er forbi.

Der er mørke over Betlehems marker og den hele jord. Ikke en engel at se noget sted. Hyrderne er vendt tilbage til deres dyr, og de sidder og stirrer ud i mørket.

Verden er, som verden var.

Er her noget at håbe på?
Det er her, for barnet er født - han lever. En engel har givet ham navnet Jesus, der betyder: Gud er frelse. Han er Gud med os - han er Immanuel, men det ses ikke meget, som han ligger der i sit svøb i sin krybbe eller vugges på Marias arme.

Det er ikke let at se lyset i en mørk verden, hvor der er meget at være bange for.

Marias og Josefs hjerter er fulde af glæde og fulde af frygt.

De bærer barnet op i templet for at bringe tak-offer for ham og bede om Guds velsignelse over ham.

Det er farligt at være et hjælpeløst barn.

Må Guds velsignelse beskytte de små!

For tusinder af år siden, dengang Moses førte Israelitterne ud af Faraos Ægypten, gik dødsenglen igennem landet og dræbte den førstefødte i hvert et hjem, men Gud beskyttede Israelitterne med et tegn, så døden gik forbi deres huse.

Derfor blev alle førstefødte bragt op i templet, man bragte takkeoffer for dem, og de blev velsignet.

En velsignelse er et tegn, et tegn på Guds kærlighed og beskyttelse.

Barnet blev helliget og indviet til Gud.

Derfor bragte Maria og Josef drengen Jesus op i templet.

Ingen lagde mærke til dem, de gik gennem byen, som alle andre fattige mennesker.

De gik ind i templet, de bragte de fattiges offer, og en præst velsignede barnet, som alle fattige børn blev velsignet.

Der er ingen stjerne, der lyser over den lilles hoved, og det er ikke til at se, at dette barn er elsket af Gud.
At det er udvalgt, at det er særligt, at det er Guds.

Med mindre man har øjne, der kan se Guds herlighed.

Og det har de gamle - eller det kan de have.

Den gamle Simeon tager barnet i sine arme.

Han så, hvad det var for et barn.

At det var alt, han havde håbet på og ventet på og længtes efter.

Hvordan har Simeons liv været?

Det er ikke godt at vide, men der har helt sikkert været sorger, smerte, tab og mørke tider.

Igennem alt, har Simeon holdt fast i sin tro på Gud, og på at Gud ville gribe ind og forandre menneskers skæbne, tage dem ud af håbløsheden og ind i sit lys.

Og han har troet fuldt og fast på, at Gud havde lovet ham, at han ikke skulle dø, før han havde set Guds frelse.

Simeon har øjne, der kan se.

Han ser Gud i verden.

Han ser, at med dette barn er alt forandret. Gud er her. Han er med os, og han er med Simeon.

Han tager barnet i sine arme og profeterer: "Dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges."

Meget kort fortalt, så begynder påskefortællingerne ondt og ender godt, de begynder med døden og ender med livet, men i julen er det omvendt, det begynder med livet, barnet kommer til verden, ikke uden strabadser, men han kommer til verden - en stor glæde for hele folket - på jorden fred og englesang over de mørke marker.

Men når barnet er født?

Så ikke noget med, at de levede lykkeligt til deres dages ende, nej - nu rejser modstanden og ondskaben sig imod ham. Først i skikkelse af Herodes, der sender sine soldater ud for at dræbe alle de mindste i Betlehem.

Modsigelsen, modstanden, findes i hele Jesus-historien og fører direkte til korsfæstelsen, men den ender ikke engang der, den følger evangeliet op igennem historien.

Den er der altid. Den er altid en mulighed: modsigelsen, modstanden mod Gud, ondskaben, faldet, smerten, sorgen.

Men midt i alt det er Gud med os og skænker os sin fred og tegner os med sin velsignelse.

Der er håb.

Påsken kommer.

Vi ser frem mod den allerede i julen,
Vi ser opstandelsen bag korset.

Vi ser lyset gennem mørket.

Vi ser manden i barnet.

Vi ser Gud i barnet.

Det er at tro.

De gamle er bedst til at se langt - og til at forstå, at livets menig er langt større end dem selv.

Den gamle Simeon forstod, at det, at han havde set Gud i julens barn var meningen med hans liv.

"Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

For mine øjne har set din frelse."

Der var også en enke i templet - højt oppe i årene, Anna, som havde tro og mod til at se Guds kærlighed i det barn, som Maria og Josef bar ind i templet.

Gid vi også må se det og have mod til at tro det.

Jeg vil gerne slutte med at læse en kollekt til julesøndag, som er skrevet af Anna Sophie Seidelin.

Jeg burde have begyndt med den, men den har den modhage, at den forudsætter, at vi er i kirken, og det kan vi ikke være denne julesøndag.

Men må kirken være i jeres hjerter.

Almægtige evige Gud,

vi er kommet, fordi vi venter på at høre,
at Josef og Maria kommer ind til os
med deres og din lille Søn Jesus.

Nu beder vi din Helligånd:

gør vore øjne klare,

så vi kan se det velsignede barn

og tage ham til os som vor egen,

giv os stemme,

så vi kan fortælle om ham

til alle de modløse mennesker omkring os,

lad der aldrig savnes gamle iblandt os

til at lovsynge for frelsen,

indtil Jesus kommer igen for at samle os

under den nye himmel på den nye jord,

hvor han med dig lever og regerer

i Helligånds enhed,

én sand Gud

fra evighed til evighed.

Fadervor,

du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Modtag Herrens velsignelse:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Amen