Udgivet af Daniel Ramild Thomsen, søn d. 12. apr 2020, kl. 15:01

Kære alle rigtig god påske

Vi savner at møde jer alle sammen i kirken, men her har i en lille prædiken over evangelie-teksten.

Må I alle få en velsignet påske-tid.


 

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdelene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Matt 28, 1-8

 

 

---

 

Dengang jeg læste på det teologi-studiet inde på Købmagergade i København lå der på anden etage en læsesal.

Når man var sådan bare lidt interesseret i teologiske emner, så var det som at komme i en form for slaraffenland.

Der lugtede af støvede bøger. Man kunne gå på opdagelse i Kierkegaard, Augustin og Luther. Fra den ene hylde med bøger til den anden.

Og i mange år sad jeg deroppe og kiggede ned på menneskerne, der gik forbi på gaden, mens jeg lyttede til en gade-musikant, der hver dag spillede de samme tre sange igen og igen.

Så hvis jeg havde dage, hvor det ikke gik så godt med at koncentrere mig, så fik jeg om ikke andet da lært hans cover af Celine Dions ”My heart will go on” til hudløshed.

//

Andre dage gik det bedre koncentrationen.

Og en dag opdagede jeg et mere afsidesliggende lokale.

Gemt bag nogle reoler og ned af nogle trapper.

Blandt studerende blev det kaldt ’den tomme grav’.

Måske fordi der var så stille derinde – ja, så stille at man blev straffet med dødbringende blikke, hvis man åbnede en pose kiks eller snøftede for højt.

Men mest af blev det nok kaldt den tomme grav, fordi, at der sjældent var nogen derinde.

Ja, for det meste var det ganske tomt.

Og derinde fik jeg en sommer hakket og stavet mig igennem mange hebraiske gloser og bøger fra det Gamle Testamente.

//

En af de bøger som vi skulle læse var Jobs Bog.

En ganske hårrejsende bog om, hvordan alskens lidelser rammer Job. Hans børn dør, og ulidelige smerter og plager rammer ham, indtil han selv ønsker, at hans liv var sluttet før han blev født.

Jeg følte mig utilpas, når jeg læste den bog, mens jeg sad på læsesalen.     

Måske fordi den rammer lige ned i et ubehageligt spørgsmål, som kristendommen måske ikke har kunne svare effektivt på:

Hvorfor er der lidelse?

Hvorfor rammer plager og epidemier os? Tilsyneladende uden mening. Tilsyneladende uden ret og rimelighed.

Hvorfor mister vi dem vi holder af?

//

Og ligesom mange af bøgerne i Bibelen skynder den sig ikke bare at glatte ud og komme med lette løsninger.

Den lod ligesom bare spørgsmålet stå der og dirre.

Ubesvaret.

Indtil det blev så ubehageligt at man nogle gange hellere ville lægge bogen fra sig og høre på gademusikantens og Celine Dions mere opløftende budskab om en kærlighed som lever evigt.

//

Ja, sådan er Jobs bog nok sjældent blevet nævnt i en påskeprædiken.

Og forhåbentligt vil den ikke blive nævnt i den sammenhæng igen foreløbigt.

Men vi står altså her i en af de værste katastrofer som nogen af os har oplevet.

Kirkerne verden over står tomme som graven.

Og vi kan ikke bare glatte ud.

Lidelsens problem strækker sig helt ind i den tomme grav.

Og at glatte ud er faktisk heller ikke det påskefortællingen gør.

Der er jo stadig lidelse efter opstandelsen.

Der er stadig spørgsmål der står ubesvaret.

Og kvinderne de forlader ikke kun den tomme grav fyldt med stor glæde, men også af fyldt af en stor frygt.

Frygt og glæde som man kun kan føle det, når man står over for noget helt nyt, som vi også gør lige nu.

Frygt og glæde som man kun kan føle, når man går ind i noget nyt fyldt af håb på trods af omstændighederne.

//

En eftermiddag efter jeg havde læst det meste af dagen gik jeg ud af lokalet som hed den tomme grav.

Forbi gademusikanten der stadig stod og spillede en af de samme tre sange. Og op langs med gågaden, hvor jeg gik ind i et antikvariat.

Og der købte jeg en gammel prædikensamling af Johannes Møllehave.

I den fandt jeg en historie, som opmuntrede mig.

//

En soldat havde fået til opgave at vogte et fly.

I time efter time skulle han gå frem og tilbage. Ud i mørket og tilbage igen til flyet. Indtil kedsomheden var ved at gøre ham sindssyg.

Ligesom kedsomheden måske har ramt os alle på det sidste.

Til sidst fandt han dog på en genial løsning.

For på spidsen af flyet klistrede han et digt af Hölderlin. Og hver gang han igen passerede spidsen kunne han nå at få et par strofer med, som han så kunne bære med sig ud i mørket igen og grunde over ind til han igen kom tilbage til spidsen af flyet, og igen blive opløftet.

//

Og sådan er det også med beretningen om påskemorgen. Om den tomme grav.

Mens alt tilsyneladende stadig kan virke mørkt derude. Mens lidelsen stadig er virkelig. Så vender vi igen og igen, og år efter år tilbage til starten, til morgenen der gryer, og finder der ord, der kan give os mod til at forsætte, mod til at møde den nye dag med håb.

Ja, ord som kan bære os, selv når vi igen bevæger os ud i mørket.

Ja, som Celine Dion synger det.

Ord som gør at hjertet kan gå videre og videre.

Ordene:

Han er opstanden. Ja, han er sandeligt opstanden.

 

Glædelig påske.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du om var, er og bliver, én sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse. Nu og i al evighed.

Amen

 

 

Kategorier Ukategoriseret